K r i g e r n e

Vikingekrigerne havde stor succes og fik skræmt det meste af Europa fra vid og sans.
En af årsagerne til deres store succes var deres krigeriske religion og så den høje kvalitet af deres våben.

Vikingernes foretrukne våben var den bredbladede kampøkse, som også hurtigt blev et symbol på vikingerne. For var ingen andre i Europa, som brugte dette våben.

Nr. 2 på vikingernes top 4 var sværdet, som også var et meget brugt krigsvåben. Til en vikings sværd kunne kun bruges det bedste af det bedste, så derfor var klinger fra Rhinlandet i Frankerriget meget eftertragtede på grund af deres høje kvalitet.

Klingerne var damascerede, hvilket betyder, at klingen er smedet af henholdsvis kulstoffri og opkullet stål. Dette giver et mønster af lyst og mørkt stål.

Vikingens klinge var altid tveægget med en beskyttende tværstang hen over klingen. Grebet afsluttes til sidst med en grebsknop.

Klingen kunne også være hjemligt fremstillet, men det skete ikke så ofte. Det kan man se på sværdene, hvor nogle af de frankiske smede havde sat deres signatur. Blandt andet var der ofte navnet "Ulfherth".

De andre våben vikingerne brugte var spyd og buer. Buerne blev oftest brugt til jagt, men de blev også brugt i krig.

Spydene blev derimod brugt til krig, både til at kaste og stikke med. Spydene var ofte pyntet med ædle metaller.

Til forsvar havde alle vikinger et skjold til at beskytte sig med. Man ved til gengæld ikke, hvor udbredt vikingehjelmene var, men man ved, at de fandtes, og at de ikke havde horn!!! Man ved, at brynjerne ikke var hvermandseje. Det var kun de rigeste, der ejede dem.

De mest frygtede vikinger var dem, man kaldte bersærkere. Det var mænd, som var i en rus, der gjorde dem yderst aggressive og inden kampen stod de og skar tænder og bed i skjoldenes kant. Disse bersærkere ænsede ikke smerte, så derfor troede vikingerne på, at de ikke kunne blive ramt.

Forskere mener dog, at rusen skyldtes at vikingerne havde spist den giftige fluesvamp lige inden. Disse fluesvampe havde dog en lille bivirkning. Det hændte, at midt i sejrsfesten vendte rusen tilbage og så fór vikingen op, tog sit sværd, og løb ud og hakkede løs på en sten, indtil aggressiviteten var gået over. Det skete selvfølgelig, at vikingerne blev sure på hinanden. Det kunne for eksempel være på grund af en fornærmelse, eller hvis man var kommet til at slå en andens familiemedlem ihjel. Det kunne også være en hel tredje ting, nemlig at en kvinde ikke kunne bestemme sig til, hvilken af to bejlere hun gerne ville have. Hvis en af disse ting eller lignende skete, så måtte det afgøres ved en tvekamp. En tvekamp foregik således: Man bredte en kappe ud, (ca. 2m² ) som skulle være kampområdet. Hvis man så trådte uden for området, var man en nithing (kujon). Hver viking havde så tre skjold. Hvis man så var såret og ens blod ramte kappen, kunne man få lov at trække sig ud, og den med færrest sår vil vinde. Det mest normale var kamp til døden. Taberen, hvis han var levende, skulle betale sin modstander i sølv. Hvis han døde, gik alle ejendele til vinderen.

Det er højst sandsynligt også en af grundene til, at nogle bersærkere rejste rundt og kæmpede mod betaling. Der var også dem, som på forhånd kunne se, at de ville tabe, så uden kamp overdrog, de alle deres ejendele til modstanderen. Inklusive konen.

Vikingerne var ikke uærlige, så man havde selvfølgelig en dommer stående udenfor ringen og betragte kampen.

Tilbage til forsiden