Introduktion:

Interessen i at sammenfatte oplysninger om bronzealderlurer skal ses på baggrund af FrederikssundVikingernes brug af lurer i VikingeSpillene siden 1974.

Lurkopierne er af "Brudevælde-lurerne" fra Allerød - stemt i klang Es for C-instrumenter.

Originale lurer er fremstillet i bronze, hvilket der vendes tilbage til. De lurer som vi blæserpå i dag er fremstillet af messing, hvorfor klangen er lidt anderledes end på de originale lurer.

De efterfølgende oplysninger er uddrag fra bl.a. Nationalmusseets lur-plade.Th. Ramskous museumsoplysninger samt hentede oplysninger fra internettet krydret med egne erfaringer og kommentarer.

Lurerne:

For ca. 3000 år siden når vores forfædre bevægede sig rundt om i landet har de mest iørefaldende lyde formodentlig været den imponerende klang af de store lurer som har gjaldet enten i enkelttoner eller flerstemmigt.

I hvilke stemningsbilleder lurerne har været anvendt kan vi kun gisne om.

Da bronzealderfolket dog har evnet at "producere" lurer – hvilket man ikke sådan uden videre kan i dag, må det dog antages, at vores forfædre ligesom os selv i dag – har haft ceremonier og fester i forbindelse med solhverv, bryllupper, begravelser og andre hellige sammenkomster, hvor det har været opportunt at anvende musikinstrumenter til at danne stemninger og frembringe anden form for social samhørighed.

Af bronzealderhelleristninger fra bl.a. Tanum i Sverige fremstår lurblæserene altid i flere personer, hvilket bestyrker troen på at disse instrumenter har været blæst flerstemmigt. Hvad man også bør bemærke sig fra helleristningerne er, at alle lurblæsere er bevæbnet med sværd og har horn i hovedbeklædningen (antagelig hjelm med svungne bronzehorn), og som det fremgår har alle rejst "fallon-figur", hvilket bestyrker troen på, at alene mænd har blæst på lurer dengang.

Det er dog sikkert, at solen har spillet en central rolle i kulturers frugtbarhedskult og at man har dyrket personificerede guder, blandt hvilke en kvindelig guddom har været meget fremtrædende.

Ud fra ovennævnte anses det sandsynligt, at lurerne der har været fremstillet og anvendt i perioden fra ca. år 1000 til år 500 før vor tidsregning, har været anvendt ved ceremonielle handlinger hvorefter de er blevet nedlagt i de moser hvorfra de senere kom for dagen, for at ende i Nationalmuseet montrer.

Det mest gådefulde og fascinerende ved lurerne er dog, at de pludselig optræder i historien uden at det har været muligt at spore, hvordan de er opstået. Man gætter på, at krumme oksehorn har været deres forbilleder; men det kan ikke bevises. Nok så spændende er det, at de er en dansk specialitet, da størsteparten af alle kendte lurer findes indenfor det område, der har været behersket af dansk bronzealderkultur, hvilket vil sige det Danmarksbillede vi kender i dag incl. landene langs Østersøen (Nordtyskland, Estland, Letland, Polen, Sverige) og Norge.

Fra det nuværende Danmark kendes i alt 35 lurer, af hvilke nogle dog kun er bevaret som fragmenter. Fra Norge kendes 4, Sverige 11, Nordtyskland 5 og Letland 1.

Fra et vikingeskibsfund i Oseberg i Norge er der fundet en "træ-lur".(dog-anden tidsalder).

Hvis lurernes fremkomst en gåde, er deres forsvinden det ikke mindre. Alle lurerne er uden undtagelse fundet i moser. Søer og moser var i oldtiden ofte hellige steder, hvor man lagde offergaver til guddommene. Størstedelen af alle de prægtigste ting fra den yngre bronzealder i Danmark er fundet i moser og som regel fremkommet ved tørvegravning.

Dette er også tilfælde med lurerne, af hvilke de første blev fundet i slutningen af 1700-tallet.

I flere tilfælde er det dog konstateret, at fundene er sket i "helligmoser". De 2 Lommelev-lurer blev fundet sammen med 2 sværd og et skjold ligeledes af bronze.

Ved bronzealderens slutning omkring år 500 før vor tid synes der at være sket skift i den materielle kultur, da man af forskellige årsager har opgivet bronzen som vigtigste metal til fordel for jern. Samtidig synes et religionsskifte at indtræde, hvorfor tidligere tiders kultgenstande synes tvunget afskaffet.

Der har formodentlig alligevel hersket en så stor respekt for de hellige ting, at ødelæggelse af disse ikke har været på tale, hvorfor de er ofret i "helligmoserne", hvor lurerne altså også er havnet.

Navnet "Lur".

Som så meget anden mystik om disse gamle musikinstrumenter er navnet desværre ikke rigtigt. Navnet er hentet fra oldnordisk litteratur om vikingetiden og er opdigtet ca. 2000 år senere end bronzealderen, men lad os da bare beholde navnet "lur" i mangel af bedre.

Bestanddele.

På en lur består røret af to dele:

1. mundrøret (der bærer mundstykket)
2. hovedrøret (der ender i en cirkelrund prydplade)

Prydpladen er ofte ornamenteret på forskellig vis enten med indpunslede mønstre eller opdrevne bukler eller begge dele samtidig. På bagsiden af prydpladen kan der hænge små hamre, ligesom der på mundrøret kan hænge små ornamenterede bronzeplader. Jeg har bemærket at ved blæsning i visse tonelejer sættes disse små plader i svingninger og "synger med på tonen". Om dette har været tilsigtet ved produktionen skal dog være usagt.

Nogle af lurerne er udstyret med kæder af bronze til ophængning eller transportbrug. Lurerne har været til at adskille mellem mundrør og hovedrør og har kunnet samles igen til blæsebrug ved hjælp af en ringmuffe støbt over skillestedet, som har kunnet sammenpresses ved at stramme ringen til med en fastlåsning af to øskner med en pind. Det har været vældig praktisk at kunne skille instrumentet når det skulle transporteres over længere afstande.

De "messing-lurer" som vi spiller på er i et stykke, og er et evigt transportproblem især i fly. Den manglende adskillesesmulighed og uhandighed til transport har igennem årene kostet uhyggelige reperationsregninger – så klogere er vi dog ikke i dag til trods for at et nyt lurpar koster ca. 70.000,- kroner at fremstille.

Teknisk fremstilling.

Bronze er en legering af kobber og mindst 1% tin. Jo mere tin der tilsætte des hårdere bliver legeringen. I bronzealderen ligger tinprocenten omkring 10. Støbningsprocessen kræver varmegrader over ca. 900-1085 grader som er smeltepunktet. Alene opvarmningen og chancerne for en alt for hastig afkøling har gjort det til en næsten umulighed at fremstille lurerne.

Det var dog beviseligt muligt at fremstille lurerne på baggrund af en helt unik støbeteknik som man i Danmark i yngre bronzealder havde haft ca. 1000 år til at udvikle til næsten perfektionisme, og som bærer et fransk udtryk à cire perdue, det tabte eller forsvundne voks`teknik, hvilket vil sige at man lavede en skabelon af genstanden i voks og fastgjorde tynde voksstænger, som når voksen smeltede bort dannede støbekanaler for den flydende bronze. Derefter blev det hele indkapslet i ler og brændt således at voksen smeltede, hvorefter formen forsigtigt kunne stås i stykker når støbningen var tilendebragt.

De enkelte rørdele støbtes således sammen i svalehaleformede udskæringer. En anden og mere holdbar fremstillingsmåde til at samle de enkelte rørdele var at støbe den føromtalte "muffe" over samlingerne. Undertiden kan man se begge metoder brugt på en og samme lur.

Det lyder simpelt, men i praksis kommer der mange vanskeligheder, såsom at skaffe afgang for luften, når den smeltede bronze hældes i formen. At det ikke har været let ses på de reparationer af lurer, hvor støbningen ikke har været helt perfekt.

Den slagt uheld kunne nemt indtræffe, da det gjaldt om at gøre rørvægen så tynd som mulig for på den måde at øge lurens musikalske kvaliteter. Jo tyndere og glattere rør – og bedre og renere tone.

Lydkvaliteten afhang også i høj grad af mundstykkets form og hulhed. Principielt er lurernes mundstykker kedelformede ligesom på moderne messinginstrumenter, men dog mere tragtformede og med skarpere kanter, hvilket vanskeliggør embrochuren, dvs. anblæsning eller ansats. Denne uhensigtsmæssighed på mundstykkerne gør, at man ikke har kunnet marchere og spille samtidig, da tonen så har været meget upålidelig under forudsætning af, at man har stillet ligeså store krav til tonekvaliteten som vi gør i dag.

Musikken fra lurerne.

Mystikken om lurerne fortsætter, for vi har naturligvis intet materiale overleveret der giver os selv den mindste ide om, hvad de formodentlig dyglige bronzealderblæsere kunne spille.

Vi ved dog, at de kun har kunnet bevæge sig inden for naturtonerne muligheder i de enkelte tonearter de er fremstillet i, hvilke vil sige maksimalt 13 toner afhængig af deres personlige blæsefærdigheder. Da lurerne er fremstillet parvis spejlvendt svungne må vi antage at de også har spillet mindst parvis, hvilket vi også i dag udnytter til flerstemmigt tonefrembringelse ofte af signallignende små musikstykker. Lurblæsning kræver ganske meget luft af sin udøver.

5 lurpar fra Danmark er endnu blæselig og er parvis i samme toneart. Af et sjette lurpar har vi i dag kun den ene tilbage, idet lurmakkeren i 1845 er skænket til de kejserlige samlinger i Leningrad i Eremitagen, hvor den indenfor den sidste tid er blevet fremvist for hr. Stig Johansen, hvis bror hr. Per-Oluf Johansson fra Allerød har udvist særlig interesse for denne "Brudevælde/Allerød-lur", som burde leveres tilbage til sin makker på Nationalmuseet i København, hvor den oprigtigt hører til som andet danefæ.

(Hvem kan skaffe den tilbage ?)

Om man som sagt har spillet unisont (flere spille nøjagtig det samme) eller flerstemmigt vil således fortsat være en gåde for os, såvel som vi ikke har noget indtryk af, hvilke toneleje vores forfædre foretrak at lytte til…….…men uanset hvad – så er disse oldtidsinstrumenter meget spændende, yderst danske og særdeles mystiske.

Tilbage til forsiden