Vikingernes skibe

De første skibe, man fandt fra vikingetiden, var i Norge. De var omkring Oslofjorden i Oseberg, Gokstad og Tune. Disse tre skibe blev alle lavet omkring år 800-900. De var meget mere avancerede end andre i Europa på samme tid. På det første kan man se lange rækker bænke til roerne, som var fjernet senere hen, hvor skibene fik sejl. Da sejlene begyndte at blive brugt, satte man ganske enkelt et dæk oven på. Når man så roede ved en kamp eller i dårlig vind, satte man kisterne op og sad på dem. Sejlet kunne tages op og ned og var så stabilt, at det ikke behøvede liner til at holde sig fast.

Masterne vejede omkring 400 kg alene. Når de firkantede sejl blev sat på, var de spændt op i nogle ca. 13 meter lange stolper både øverst og nederst. Disse stolper blev populært kaldt for "Råer".

Vikingerne var også de første i Europa, der byggede skibe med sejl (der findes dog en billedsten fra Gotland i Østersøen, der viser sejlskibe fra før vikingetiden), og dette gav dem en enorm fordel frem for andre landes skibe, som kun havde årer.

Folk, der har sejlet i kopier af de originale vikingeskibe, siger, at de sejler som en drøm. De er på højde med nutidens skibe. Det bedste ved dem er, at de giver sig. Under en storm kan bunden og kølen variere plads med 3-4 tommer uden at tage vand ind. Selve skibet kan vrides op til 6 tommer.

Igennem lang tid var de tre norske vikingeskibe de eneste kendte skibe fra dengang. Men i 1936 bragte udgravninger ved Ladby et andet skib frem for dagens lys, og i 1962 blev der fundet fem til ved undervandsudgravning i Roskilde Fjord. Man har også fundet nogle nye i Roskilde fornylig.

I starten har der kun været en kategori af skibe, men efterhånden som behovet steg, begyndte man at tænke på, hvor megen last det kunne tage eller hvor hurtigt det var i kamp. Der har sikkert været en overgangsperiode, hvor man blandede disse typer.

De sidste par hundrede år i vikingetiden og også i middelalderen havde man altså to typer skibe. Handelsskibe, som var langsomme, men til gengæld kunne laste op til 40 tons og krigsskibe, som var hurtige, men kun kunne bære de 40-50 vikinger, der var ombord.

Man skulle sprede frygt og vikingeskibenes forstavne var ofte udskåret som dragehoveder, der rædsel, men disse blev taget ned, når man ville handle eller ikke havde fjendtlige hensigter. Den mest berømte skibstype med disse hoveder var langskibet, et havgående krigsskib med sejl og årer til 70-80 mand. Det var denne type, som skræmte folk fra vid og sans. Fra sagaerne ved vi, at vikingerne helst lagde til land om natten og slog telte op på stranden. Rester af sådanne telte er fundet på skibe. Teltene bestod af en ramme af træ, over hvilken dugen blev spændt. Dugen var overmalet med magiske tegn for at beskytte mod onde magter. Man har også fundet senge, som sandsynligvis blev brugt af de fornemste. Man ved, at det var almindeligt at have skindsække ombord. Såkaldte ¨hudfade¨. De blev om dagen brugt til opbevaring af våben og udrustning og om natten som 2-mands soveposer.

Det var ikke muligt at tænde ild ombord, så man måtte nøjes med kold mad på Atlanterhavsture. Vi kan gætte på, at tørret og saltet fisk og kød har været en væsentlig del af kosten. Med vand, surmælk eller øl som drikkevarer.

For at komme i land og ombord, når skibsenden lå på stranden, var det nødvendigt med landgange, som var 20 cm smalle, med indhuggede trin. Det var også nødvendigt at have et lille anker, så den ende, der var ude i vandet, ikke blev skubbet væk. På større ture uden ophold, sejlede man både dag og nat.

Under kamp, hvor skibene kun blev roet, satte man alle skjoldene op på siden af skibene, overlappende hinanden, så de beskyttede roerne. Her er endnu et eksempel på udviklingen. I starten kunne man ikke ro, når skjoldene sad på ydersiden, men det problem løste man ved at sætte en liste på ydersiden.

Hvis endelig der skulle gå hul på skibet, havde man øser med til at klare det mindre. Skroget blev repareret med dyrehår og beg, der blev proppet ind i sprækkerne mellem plankerne. Plankerne ved vandoverfladen var tykkere end de øvrige for at styrke skroget mod vandets pres, og en af de øverste planker var forsynet med huller til årerne (i nogle tidlige skibe var det dog åregafler til det, men det blev også hurtigt erstattet, fordi man så ikke kunne være beskyttet af skjoldene samtidig med, at man roede). Større huller på åbent hav ville være fatale.

Når vikingerne, især på de russiske floder, kom til steder, hvor skibene ikke kunne passere, fældede de træer i den nærmeste skov, tilvirkede ruller og løftede skibet op på dem. Så trak og skubbede de skibet til det sted, hvor floden atter var sejlbar.

Man navigerede ved hjælp af en gradinddelt skive med en viser. Ved middagstid skulle man rette pilen mod solen og aflæse, hvilken vej man sejlede. Denne metode var temmelig upræcis, hvis man sejlede sydpå. Solens position varierede, og derfor kom de ofte ud af kurs. Endnu en grund til, hvorfor de fulgte kysten, så meget de kunne.

De kunne også se, hvor tæt de var på land ud fra mængden og arten af fugle, tang og drivtømmer.

Tilbage til forsiden