Vikingernes historie             

Levetid: Fra ca. 789 - 1066 var vikingerne frygtet overalt i Europa Alle frygtede de barske og vilde vikinger.

 
Hele Europa var bange for at deres by skulle blive den næste der skulle blive plyndret af vikingerne, men i dag findes der ikke vikinger men de har stadig en særlig plads i danskernes nationale bevidsthed. Det var nemlig dengang der var rigtige dansker til.


Vi kom, vi så og vi tog hvad der passede os. Sådan var de rigtige danskere, og sådan kan vi godt lide at minde vores storhedstid, hvor ingen fjende var for stor, og hvor ingen var i sikkerhed for de danske vikinger. Vi angreb og udplyndrede store lande, som England, Frankrig og Italien. Vi blev herskere over England og grundlagde Normandiet. Intet kunne stoppe dem.
• Vikingernes huse                                       
                                          
Vikingernes huse blev bygget af træ, ler, sten, græstørv m.v. Huse af sten kendes først fra omkring år 1000. De tidligste huse havde nogle træstolper på ydersiden, der støttede huset og holdt taget på plads, mens nyere huse ikke havde, eller behøvede, disse bærende stolper.


Der var meget forskel på husets størrelse, men et normalt hus målte ca. 5 x 12 meter. Taget var dækket af strå eller halm.
 

• Vikingernes skibe                                                                                                      

Skibe. Vejen til succes. Sådan var det for vikingerne. Deres hurtige og sødygtige skibe gjorde dem frygtet i hele Europa. De var langt forud for deres tid. Krigsskibene blev også hurtigt et kendetegn for vikingerne. Vikingernes krigsskibe var lave og smalle i forhold til længden og nogle var meget lange, smalle og særlige elegante.

Dette gjorde dem særligt hurtige. Der var dæk i hele skibets længde. Desuden havde krigsskibene årehuller, så man kunne ro, men det fungerede i virkeligheden blot som en hjælpemotor, hvis det var vindstille og man ikke kunne bruge sejlet. På nogle krigsskibe kunne man sætte skjold op på siden af skibene, så de beskyttede roerne. Desuden kunne årehullerne lukkes, så der ikke slap vand igennem dem.

Masten kunne også lægges ned uden de større problemer og eventuelt også rejses igen. Dette var nyttigt når man lavede overraskelsangreb, militære dækmanøvrer samt under roning. Fordi at skibene både kunne ros og udnytte vinden, kunne de bruges både til hav- og flodsejlads. Desuden var man uafhængig af vinden, og man kunne klare mange vanskelige vind- og strømforhold.

Disse prægtige skibe blev bygget i egetræ og var klinkbygget. Det betyder at sideplankerne går ned over hinanden. De holdes sammen af jernnagler og er tætnet med dyrehår. Denne konstruktionsform gør skibet meget elastisk. Det betyder at selve skibet rent faktisk kan vrides op til 6 tommer og, at bunden og kølen kan variere plads med op til 3-4 tommer, hvilket gør det meget sødygtigt, specielt i hårdt vejr. Et typisk krigsskib var omkring 20 meter langt og 3-4 meter bredt. De kunne naturligvis også være mindre eller større, der var mange varianter.

Besætningen talte typisk 40-50 mand, mens langskibene kunne have helt op til 70-80 mand ombord. Desuden havde krigsskibene naturligvis de kendte dragehoveder på forstavnen. De skulle sprede skræk og rædsel, hvilket også lykkedes. Men de blev taget ned når man ikke havde fjendtlige hensigter eller når man ville handle. Skibene havde desuden en stor styreåre i højre side af skibets bagerste del. Det er derfor, det hedder styrbord.

I 1893 blev et krigsskib sejlet over Atlanten, og man nåede op på en fart af 11 knob, hvilket er ret hurtigt. Foruden krigsskibene havde vikingerne handelsskibe, som var knap så hurtige, men til gengæld kunne laste op til 60 tons.

• Vikingernes togter og erobringer                                                                           

Det første kendte vikingeangreb på England var angrebet på Lindisfarne klosteret. Vikingerne kom meget pludseligt, og før nogen kunne nå at reagere, var klosteret allerede blevet udplyndret og lagt i ruiner. Der var to lignende angreb før år 800: Et på Sydengland og ét på endnu et kloster. Derefter var der en pause i vikingernes angreb indtil år 835.

De hurtige overraskelsesangreb var meget karakteristiske for vikingernes første tid i England (og var i øvrigt også deres taktik andre steder i verden). Vikingerne kom pludseligt, angreb og røvede. De kunne så at sige komme overalt på vandet, fordi de brugte skibe, som ikke stak særligt dybt i vandet. Det eneste formål med de hurtige angreb var at skaffe sig rigdomme, og dette kunne vikingerne forholdsvis let komme til, da ingen var forberedt på at skulle forsvare sig.

Man har hørt meget om deres overfald på klostre og kirker, og det skyldes sandsynligvis, at vikingerne vidste, at kirker og klostre tit var opbevaringssteder for mange værdier. Derudover var det stort set kun kirkens folk, som kunne skrive og dermed berette om angreb. I tiden fra 835 til 850 var der en del spredte angreb på England.

Men i år 850-851 skete noget nyt: Vikingerne overvintrede for første gang i England. Det skete ved Kent. I tiden lige derefter var vikingerne ikke så aktive, og det er svært at finde ud af, hvad de lavede indtil 865, hvor der virkelig kom gang i erobringerne. I 865 betalte Kent den første danegæld i Englands historie og sluttede dermed en midlertidig fred med vikingerne. Senere i 865 kom en såkaldt "stor hær" til England.

En stor hær bestod af flere almindelige hære, som normalt var på højst 35 skibe med i alt højst 1500 mand. Denne store vikingehær (på 2000-3000 mand) indtog East Anglia og overvintrede der. Befolkningen skulle forsyne vikingerne med mad og heste. I 866 drog vikingerne til Northumbrias hovedstad York og indtog denne. Dette kunne ske forholdsvis let, eftersom York blev helt overrumplet, idet indbyggerne i byen ikke havde regnet med et angreb.

Englænderne prøvede i 867 at organisere et modangreb på York, men det mislykkedes, og både ham som ville indtage tronen med magt, og ham som var konge af York døde. Vikingerne kunne derfor frit indsætte en ny konge i York, en såkaldt lydkonge.

Dernæst tog vikingerne til Mercia, men Mercia betalte sig til en midlertidig fredsslutning, og derfor drog vikingerne tilbage til York. Efter ét år i York tog vikingerne til East Anglia, hvor de hærgede landet, og i 870 slog vikingerne East Anglias sidste konge, Kong Edmund, ihjel. Samme år tog vikingerne base i Reading og påbegyndte angrebene på det hidtil uberørte Wessex. Wessex kæmpede mod vikingerne i 870-871, og i 871 sluttede parterne fred. Det gav Wessex et tiltrængt pusterum, hvor de kunne forbedre deres forsvar under vikingernes fravær.

Vikingerne tog først til London og overvintrede og dernæst til Mercia, som de ville erobre. Mercia brød sammen i 873, og vikingerne indsatte en lydkonge ved navn Ceolwulf II. I 874 deltes den store hær: Én del tog med Halvdan til Northumbria, hvor de erobrede og plyndrede resten af landet. I 876 skete den første bosætning i Northumbria, hvor Halvdan uddelte jorden til vikingerne.

Den anden del af hæren tog med Guthrum, Osketil og Anwend til Cambridge, hvor de blev i et år. Dernæst drog de til Wessex for at indtage det, og kongen af Wessex, Kong Alfred, måtte slutte fred med dem p.g.a.:

• Vikingernes store pres                                                                                                 
 

Fra nord angreb vikingerne med deres hære, og fra syd angreb de med deres flåde. Efter fredsslutningen bevægede vikingerne sig tilbage til Mercia, hvor vikingelederne uddelte den del af landet, som vikingerne havde erobret. Denne uddeling fandt sted i år 877. Derpå forsøgte en del af den store hær at fange Kong Alfred, men det mislykkedes, og Kong Alfred flygtede ud i sumplandet i Wessex. Ét år efter flugten, dvs.

I år 878, havde Kong Alfred samlet mænd nok til et modangreb, og de formåede at slå vikingerne tilbage. Vikingelederen Guthrum, som var blevet konge, blev sammen med adskillige stormænd kristnet, og han tog til East Anglia og uddelte landet til sine vikinger i år 880. Nu var landet delt således, at East Anglia og Northumbria var vikingekongeriger, Wessex var styret af en engelsk konge, og området mellem vikingerne og Kong Alfred af Wessex var jarlestyrer. Omkring år 886 indgik Guthrum og Alfred en aftale om grænsen mellem deres lande samt regler for, hvordan vikinger og englændere skulle omgås hinanden.


I 892 ankom endnu en stor vikingehær til England. De havde planer om at gentage den succes, som den første store hær havde haft, og de ville gerne bosætte sig i England. Desværre for dem havde Kong Alfred opbygget et meget stort og effektivt forsvarssystem, mens han havde fred for vikingerne. Han havde fået opført et burhsystem (påbegyndt efter 878), fået opbygget en flåde af skibe, som var særligt bygget til kamp mod vikingeskibe, og hans hære kunne rykke ud i løbet af meget kort tid.

Den nye vikingehær fik hjælp fra rigerne i Danelagen (se kort over Danelagen i bilag), men alligevel kunne de ikke klare sig mod det stærke Wessex, og de opgav endelig i 896. Efter dette store nederlag tog nogle til East Anglia og Northumbria, mens andre tog tilbage til Europa. Derved fik Danelagen en betydelig forøgelse af skandinaver, og herved blev skandinavernes indflydelse i Danelagen forøget.

Kong Alfred døde i 899, og hans søn, Edward, overtog magten. Edward var en lige så stor strateg som sin far, og i samarbejde med sin søster Æthelflæd fik han efterhånden indtaget Mercia og Danelagens sydlige del. Han opbyggede befæstninger som Kong Alfred og kunne dermed bevare magten i områderne. Da Edwards søster døde i 919, så nordmanden Ragnall sit snit til at blive konge i York. Det var han indtil 927, da Edwards søn, Æthelstan, erobrede York. Da Æthelstan døde i 939 indtog nordmænd igen York, og York havde norske konger indtil 954, hvor Erik Blodøkse blev fordrevet fra tronen og dræbt.

Efter 954 overtog den engelske konge, Eadred, magten i York, og han fik også magten i Danelagen. Så var der en pause i vikingernes engagement i England. Kong Edward den Anden blev myrdet i 978, og hans kun ca. 10 år gamle bror fik magten i England. Dette skabte mange konflikter i riget, og i 980 vendte mindre vikingehære tilbage. Indtil videre var de kun interesserede i plyndringer af England – ikke nogen bosætninger. I 991 kom vikingerne i stort tal igen (med Olav Tryggvesson som anfører).

Efter hans hær havde plyndret tilstrækkeligt længe, fik han udbetalt 10.000 pund sølv i danegæld. I 994 kom Olav Tryggvesson tilbage, og denne gang havde han Sven Tveskæg med sig. De havde en stor hær på 94 skibe med sig, og efter et forfejlet forsøg på at indtage London gik de videre med at hærge, indtil der blev udbetalt danegæld (nu 16.000 pund sølv). Olav blev kristnet og tog hjem til Norge med et løfte om, at han aldrig ville komme igen.

Det gjorde han heller ikke, for han døde kort efter i Norge under en kamp med Sven Tveskæg. Da Olav Tryggvesson var død, havde Danmark intet at frygte fra nogen sider. De omkringliggende lande kunne ikke true Danmark, enten fordi de kæmpede med andre lande, eller fordi de underkastede sig Danmark. Denne trygge situation gav Danmark et overskud, så de kunne begynde at tage på togter igen – England stod for skud.

Sven Tveskægs svoger hjalp England med at opbygge et forsvar, men på trods af store gaver fra englænderne skiftede han side i år 1001, og man regner med, at det er derfor, at Englands daværende konge, Æthelred, beordrede, at alle danskere i England skulle dræbes. Der blev dræbt mange danskere, og blandt de dræbte var Sven Tveskægs søster og svoger. Derfor vendte Sven Tveskæg tilbage til England i 1003, hvor han hærgede, plyndrede og brændte flere byer i årene 1003 og 1004.

I år 1009 kom Torkel til England med en stor hær. Han hærgede England og fik i 1012 48.000 pund sølv i danegæld. Derefter sluttede han og en del af hans flåde sig til England og lovede at beskytte England mod vikinger. Da Sven Tveskæg i 1013 kom til England med det formål at erobre landet, havde Torkels hær dog ikke styrke nok til at forhindre Sven Tveskæg i at gå i land.

Torkel kunne da heller ikke blive støttet af indbyggerne, for da Sven kom til landet, var indbyggerne svækkede af de mange angreb, og det burhsystem, som Kong Alfred havde opbygget, var ikke ordentligt bemandet og vedligeholdt. Sven Tveskægs erobring gik derfor hurtigt. Han erobrede først Northumbria og Danelagen, derpå indtog han Sydengland, og efter at Kong Æthelred var flygtet ud af landet, var Sven Tveskæg Englands konge.

 To måneder efter døde Sven (i 1014), og hans søn, Knud, blev drevet ud af England. Knud sejlede hjem til Danmark, hvor hans bror, Harald, var konge. Harald hjalp Knud med at mobilisere en flåde, så han kunne sejle tilbage til England for at erobre det. Der er ingen tvivl om, at Harald hellere end gerne ville sende sin fremadstræbende bror til England, så Harald kunne undgå at kæmpe om magten i Danmark. Knud kom tilbage til England i 1015, og efter kort tid indgik Edmund, Æthelreds søn, et forlig med Knud.

Knud blev konge nord for Themsen, og Edmund blev konge syd for denne. I 1016 døde Edmund, og Knud var nu konge over hele England. Kong Knud blev gift med Æthelreds kone, Emma, kort tid herefter, fordi det mindskede risikoen for, at Emmas bror skulle prøve at nedkæmpe Knud, for at Emmas børn med Æthelred skulle komme til magten.

Under Knuds regeringstid i England var der fred. Han gjorde meget for at behage englænderne, og han var i det hele taget meget engelsk i sin opførsel. Han støttede kirken, og han sørgede for, at der ikke var nogen plyndringer af England, derved undgik han indre stridigheder i England, så han kunne blive ved magten. Med Kong Knuds død i 1035 ophørte stabiliteten. Efter Knud var der kamp om tronen; først blev Knuds ene uægte søn, Harald, konge. En af Æthelreds sønner, Alfred, kom tilbage til England (han var flygtet til Normandiet) for at kæmpe om tronen og blev dræbt. Da Harald døde i 1040, kom Hardeknud, Knuds søn med Emma, til England, men han døde allerede i 1042. På det tidspunkt var Knuds børn døde uden at have nogen efterkommere.

Derfor kom en af Æthelreds sønner, Edward, på tronen. Edward var opvokset i Normandiet, og derfor blev den skandinaviske indflydelse mindre samtidig med, at den normanniske indflydelse blev større. Edward døde i 1066 uden nogen efterkommere, og derfor kom hans kones bror, Harold, på tronen. Senere i 1066 sejlede Norges konge til England for at erobre det.

Han startede i Nordengland men blev slået af Harold ved Stamford Bridge. Så kom Hertug Vilhelm af Normandiet til Sydengland, også han havde til formål at erobre England. Han slog Harold ved Hastings og blev konge over England. Siden da er ingen vikingeflåder, som kom til at betyde noget, dukket op i England. Man prøvede i 1085 at sammensætte en ny dansk hær, som havde til formål at erobre England, men den kom aldrig af sted p.g.a. problemer ved Danmarks sydlige grænse.

Nu var visionen om Englands erobring slut.      

Tilbage til forsiden